Adminstrator-login
Forside
Aktuelt
Vandringer
Om os
Indmeldelse i foreningen
Folder
Links
Pilgrimstekster
Logo
Pilgrimsoplevelser
10 års jubilæum i 2012

Ninna Varming: Pilgrimsvandringer på Fyn

Pilgrimsvandringer på Fyn......

 Sidste år skrev Dora og Karin om pilgrimsvandringer på Fyn. Jeg vil uddybe lidt og fortælle om endagsvandringerne......

 Siden 2002 har der eksisteret en ”fynsk pilgrimsforening”.

 Vi har efterhånden vandret over hele Fyn, som oftest fra kirke til kirke..... Det er rigtig skønt at vandre sammen i den fynske natur, på cykelstier, Øhavsstien, små bugtede landeveje i sol og regn, i blæst, sne og slud.

 Formålet med vandringerne er egentlig ikke målet, længden eller strabadserne, men stilheden og fordybelsen i naturen og i eget sind! At strabadserne, udholdenheden og de ømme fødder så bliver en temmelig stor del af oplevelsen og ”fordybelsen” er jo en anden sag........

 I år holder vi 10-års jubilæum og kan se tilbage på 10 begivenhedsrige år med gode traditioner og mange fornyelser.

 Hvert år har vi den tilbagevendende pinsevandring, hvor forskellige grupper går fra kystbyerne ind til Odense Domkirke – over 3 dage. Det er den store begivenhed i det spæde forår, der får os alle til at se fremad, det er en storslået oplevelse at mødes 2. pinsedag i Eventyrhaven ved Odense Domkirke og i samlet trop gå ind i Domkirken, mens vi synger ”Dejlig er jorden”. - Ja og det er det, vi alle har oplevet under turen: at dejlig er jorden!!

 Udover pinsevandringen har vi i årenes løb udvidet vores repertoire til også at omfatte endagsvandringer: adventsvandring 1. søndag i advent, tusmørkevandring, høstvandring og vandring i de lyse nætter. – Disse vandringer starter som regel med højmesse i en landsbykirke, hvorefter vi vandrer , gerne ad gamle kirkestier, cykelstier eller bugtede småveje... - enten en ”rundtur” eller til et mål, hvorfra vi kører tilbage.

 TUSMØRKEVANDRINGEN op mod påske var en vandring, der udgik fra Domkirken i Odense ad å-stien til Dalum kirke – det var en meget stemningsfuld vandring.

 Vi var ca.15 personer til denne vandring, som startede kl. 17 ved Sct. Knuds Kirke – Domkirken i Odense – her startede vi som altid med "Den hellige Birgitta af Vadstenas" bøn:

 ”Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den”

 og vi sang den keltiske velsignelsesbøn:

 "Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind.
Og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd."

Så var vi godt rustede til vandringen.

Da vi kom til zoologisk have, som vi jo kommer lige forbi, var det helt naturligt, at vi gjorde holdt og læste om, hvordan Noah samlede alle jordens dyr til sin ark !!!

Ved 19-tiden nåede vi til Dalum kirke, hvor vi havde allieret os med kirketjeneren, som åbnede menighedslokalet for os, så vi kunne spise vore medbragte madpakker der. – Bagefter gik vi over i kirken, hvor vi havde en kort meditation og sang et par salmer. Tilbageturen var ad samme vej, men den første ½ time i skoven gik vi i stilhed – det giver ekstra ro til fordybelse og tanketomhed!!!

Midt på Å-stien havde vi allieret os med hjælpere, der havde hængt lys og påskeæg op i nogle træer, og her havde vi så et kort stop med oplæsning af et par påskedigte – det var lidt vindomsust, så der blev løbet efter æg og tændt lys i en uendelighed !!

Vi var tilbage ved Sct. Knuds Kirke til kl. 22 som planlagt, og her deltog vi i nadverandagten i natkirken som en meget fin afslutning på en vellykket tusmørkevandring.

Ja, det er en dejlig ting at være med på disse ture – og at arrangere dem, det giver indhold og sjove oplevelser undervejs, og man må være godt rustede med tålmodighed, når vi er 20- 30 vandrere sammen – de fleste i den grånende periode af livet (vi vil meget gerne have yngre med) disse gråhårede er alle venlige og rare. Men de har også alle en mening om ruter og tidsplaner !!!!

HØSTVANDRINGEN fra Hesselager Kirke, over Lundeborg havn ad Øhavsstien er også ved at blive en tradition.

Her vandrer vi i skov og langs vand med skoven klædt i de smukke gyldne efterårsfarver, holder rast, andagt og spiser vore madpakker med udsigt over Store Bælt ved Lundeborg Kirke. Tilbageturen går gennem skoven til Hesselager menighedshus, hvor vi får en kop kaffe og hjemmebag!

ADVENTSVANDRINGEN fra Sørup kirke over Egebjerg Bakker – igen ad Ø-hav- stien – til Øster Skerninge smukke blå kirke.

Vi starter dagen med gudstjeneste i Sørup kirke og vandrer til Egebjerg Mølle,hvor spiser vi madpakker, og sidste år havde vi ”hellig dans” på mølleloftet – her er der en fantastisk akustik til vor sang !! Turen går videre gennem Svinehaverne, hvor der om foråret er fredede orkideer !! Gennem skoven i stilhed til vi kommer til en skovbørnehave, hvor medhjælperne står med ”adventskrans- boller” og kaffe. Videre går det ad landevejen, igen ind i skoven det sidste stykke til Øster Skerninge Kirke.

Her går vi i samlet flok ind i kirken med lys, mens vi synger en Taize-sang: ”Syng lovsang hele jorden”. Vi holder en lille andagt og drikker som afslutning gløgg i våbenhuset.

Ja, og lur mig, om ikke vi finder på nye tiltag !!!

Vi vil meget gerne have nye unge kræfter med sjove, gode og nye ideer til vore vandringer. – Vi arbejder på at få en ungdomsgruppe til vandringen fra Fåborg i pinsen !! Så kom ud af busken og meld dig …..

Kig ind på vores hjemmeside : www.fynskpilgrimsvandring.dk

Der er 10-års jubilæet omtalt. Alle er velkomne 2.pinsedag kl.15.30 ved Domkirken.

Ninna Varming

redigeret den 10./5. - 2017

Prædiken for pilgrimme lørdag den 22. maj 2010

Prædiken til morgenandagt for pilgrimsvandrere

Pastor Mette Jørgensen i Sankt Nicolai Kirke, Svendborg

Pinselørdag d. 22. maj 2010, kl. 9.00 

For at bruge et udtryk fra vor tids unges sprogbrug: Så ligger det lige til højrebenet, at Arne Haugen Sørensens ”vandringsmanden” er valgt som logo for den Fynske pilgrimsvandringsforening.

Vandringsmanden hænger som bekendt som glasmosaik i Sct. Knuds kirke i Odense, endestationen for den årlige fynske pilgrimsvandring. Der har den hængt siden 2002 og er en af kirkens nyeste kunstskatte. Jeg ved, at der var en del polemik i forbindelsen af valget af netop dette kunstværk. En af kritikpunkterne var, at den slet ikke stilmæssigt passede til den gamle domkirke. Men det siger jo næsten sig selv, at når man vælger en kunstner fra vores egen tid, så vil værket skille sig ud. Selv syntes jeg det giver god mening, at hver tid selvfølgelig må sætte sit aftryk netop fra ens egen tid. Enhver tid, enhver generation må gerne efter min mening sætte deres aftryk på kirken. For vel ligger kirken, som en helle midt i tidens og verdens larm. Kirken ligger uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus, men den er ikke et dødt hus af døde mursten fra en svunden tid. Kirken er levende mennesker. Det er det vi fejrer netop nu i pinsen – at Gud blæste sin Helligeånd i mennesker, for at vi kan være en levende kirke.

Op på den måde passer Arne Haugen Sørensens ”vandringsmand” som fod i hose til en levende kirke. Vandringsmanden er netop et menneske i bevægelse i tid og rum.

I Svendborg provsti har vi et kirke – skole samarbejde, hvor børnene fra 4 og 5 klasse inviteres til at synge salmer. Hvert andet år køres de ca. 850 børn, der deltager i projektet, til Sct. Knuds kirke, hvor de så synger de salmer de har lært hjemme i Svendborgs kirker og skoler. Udover den store oplevelse at synge så mange sammen i det imponerende kirkerum, får børnene også en rundvisning i domkirken. I år var det min opgave at fortælle dem om netop vandringsmanden.

De små poder var lynhurtige til at se, at vandringsmanden går, han bevæger sig, men ingen kan se, hvor han kommer fra og intet øje kan se, hvor han er på vej hen. Men hvad vi ikke kan se, ved vi alligevel godt, for han er som et hvert menneske på vej fra vugge til grav – fra fødsel til død. For sådan er livet, alt hvad der fødes skal også en dag dø. Ingen kender længden af vandringen, og ingen kender vejen. Vi kan ikke på forhånd vide, hvordan den bliver. Er der sten? Bakker? Solskin eller bliver det mest uvejr? Vi ved dog at for os alle vil der med meget stor sandsynlighed være lidt af det hele. Men vi ved ikke hvornår og hvordan det kommer og vi kender ikke omfanget af udfordringerne.

Vandringsmandens blik er en stor del af kunstværket og heller ikke her var børnene lang tid om at fange, at hans blik er rettet i alle retninger.

Det er helt sikkert ikke tilfældigt. Det vandrende menneske har sit blik rettet bagud, som et symbol på, at vi altid bærer det med os, som vi kommer fra. Det som fylder vores tanker med gode minder og det som livet gav os af sorger og slag på hofteskålen, bærer vi med os. Og det giver ikke mening at forsøge at benægte at menneskelivet er sådan. Vi bærer en historie med os, som vi ikke kan lukke øjnene for. Vandringsmandens tilbageskuende blik minder os om, at det er sådan.

Men vandringsmanden ser også ud på dig om mig, som står og ser på ham. Måske fordi kunstneren vil fortælle os, at vi skal have vores blik og vores opmærksomhed her hvor vi er. Det er ikke meningen, at vi skal leve i minderne om det der var engang, eller for den sags skyld leve i drømmen om det, der skal komme engang. Livet leves her hvor vi er, i den sammenhæng og med de medmennesker som nu engang er os givet. Og vi har bare at gøre, hvad vi kan for at have vores opmærksomhed her. Det lyder måske banalt, men banalt eller ej, så er det nemt at sige, men svært at praktisere.

Når man er ung, tænker man rigtig meget på det der skal komme, om det er ens fødselsdag eller en sommerferie. Unge er pr, automatik meget fokuseret på fremtiden, mens jeg ikke sjældent oplever, at ældre mennesker er meget optagede af fortiden og af at fortælle om tiden der var engang, mens man stadig havde sine kræfter og sine sanser i bedste behold. Det er godt at have gode minder og det er også godt og naturligt at have drømme og forventninger om det der skal komme. Men vandringsmanden minder os alle, unge som gamle, om at vi ikke må glemme, at det er tiden der er lige nu, vi skal rette vores primære opmærksomhed mod. Gør vi ikke det, overser vi ikke alene det liv der er dit og mit lige her og nu, men vi overser også de medmennesker som er os givet og som står foran os i dette nu.

Endelig ser vandringsmanden også fremad, han går mod fremtiden, som nok er ukendt, men som vi alligevel godt ved om, ender med døden.

Jeg spurgte børnene om det ikke var en trist mosaik, fordi manden vandrer og vi godt ved, at ethvert menneskeliv er som en vandring fra vugge til grav, mod døden. Børn er gode til at se på kunst og efter en kort tænkepause kom det med klar røst fra en dreng: ”Nej. For manden har jo sin stav, sin vandringsstok og den er rød.”

Rød er kærlighedens farve, og staven er kraftig og kan holde til meget. Han har den at holde sig til, også når vandringen går stejlt opad eller når vinden er imod. Stokken holder ham fast og den er rød, fordi kærlighedens farve er rød.

Paulus ord klinger med: ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm, og en klingende bjælde. Om jeg så havde profetisk kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.”

Vi ved det godt – kærligheden er det der gør livet muligt. Det er bare ikke altid, at vi mærker den kærlighed, for kærligheden er ikke sådan til at tage og holde fast i. Vandringsstaven opleves ikke altid som stabil og som den faste klippe, jeg kan stole på, når orkanen komme lige mod mig.

Der fortælles en lille historie som netop den erfaring.

En mand var død og kom i himlen, hvor han blev stillet foran Gud. Gud spurgte manden, om han havde lyst til at se sit liv fra oven så han fik overblik over sit livs vandring fra vugge til grav i et stort perspektiv. Det ville manden gerne.

Og det han så var både kendt og overraskende. For han så to sæt fodspor som tydeligt markerede hans liv. To sæt der strakte sig fra hans fødsel til hans død. Manden kunne genkende sin livs vandring. Men for denne mand havde livet været som for de fleste. Et liv som også havde budt på store sorger, smerte, tab og strækninger som han gerne ville havde været foruden. Alt det vidste han, men stor var hans overraskelse over, at netop på de svære tidspunkter i hans liv var der kun ét sæt fodspor. Overrasket og måske også lidt anklagende spurgte han Gud: ”Gud, du gik ved min side på de lange strækninger, hvor livet var dejligt og hvor tilværelsen gav mig så meget godt. Men i de tider, hvor livet bestemt ikke smilede til mig og hvor det for alvor var hårdt, ser jeg kun et sæt fodspor. Hvorfor forlod du mig dér? Hvorfor lod du mig gå alene, netop i de tider, hvor jeg havde allermest brug for dig?”

Gud sukkede og svarede manden: ”Det er rigtigt som du ser, at jeg var ved dine side, på mange og lange strækninger af din livs vandring. Men der hvor det var svært og hvor du kun ser et sæt fodspor, forlod jeg dig ikke – dér bar jeg dig.

Vandringsmanden sætter mange tanker i gang. Måske sætter han tanker i gang hos jer, der begiver jer af sted mod Sct. Knuds kirke – god tur.

Amen

redigeret den 10./5. - 2017

Ramme til kontaktoplysninger
Ramme til kontaktoplysninger
Kontaktoplysninger